Hvor stammer tekstilerne fra

Jeg har haft et sommerhus i Småland i Sverige i over 30 år. Sommetider går jeg til aktion på markeder eller i genbrugsbutikker for at finde ting til mit hus. Det begyndte med at jeg faldt over to stofstykker i usædvanlige farvesammensætninger. Lysende grøn og orange med fantastiske striber. Jeg vidste ikke hvad deres formål var, men jeg kunne se at de var håndvævede ca. 30 cm brede og 1,50 meter lange.

Når først man får blik for en ting, begynder den at dukke op overalt, og før jeg fik set mig om var jeg i gang med en samling af tekstiler.

Jeg spurgte mig for, blandt andet i en nedlagt væveforening i nærheden, som nu var et syværksted for børnetøj. Og hos ældre vævekyndige damer jeg mødte.

Bolster tradition

Jeg fandt ud af at der var tale om håndvævede løbere til borde i bolster tradition. De var håndvævede af rent hør og nogle af hør og bomuld. Ordet Bolster dukkede op. Bolster, som defineres som tæt vævet dynetøj i hør, hvor trend og islæt er ens; fra slutningen af 1700 tallet også i bomuld. Bolsteret var længdestribet, som oftest i blåt, men også i brunt. Bolster nævnes i papirerne fra et dødsboskifte i 1685 både som under og overdyne.

I Danmark kender vi betegnelsen Olmerdug fra brun og blå -stribede dyner og puder, som kan ses på frilandsmuseet, ofte vævet i hør og uld.

Væveteknik

Det der karakterisere bolster vævning er de altid symmetriske striber. Symmetri er gennemgående i alle de tekstiler som jeg bruger i min produktion. Det giver en særlig fint mønster når det sys til en pude, da mønsteret også bliver symmetrisk i pudens sammensyninger.

Historien bag bolster

Bolstervævede dyner og puder kom til Skandinavien i det 1700 århundrede. De blev oprindeligt vævede af mænd, men siden overtog kvinderne vævningen.

Forskellen mellem olmerdug og bolster tekstilerne i min produktion, er at striberne i olmerdug fremkommer i selve væveprocessen, da trenden er af rent ensfarvet hør.

Trenden er de tråde, man sætter væven op med. Trenden i mine bolster tekstiler er opsat i et farvet mønster fra begyndelsen og der væves derefter med en ensfarvet tråd.

Citat: fra Margrethe Hald Af Halmen og I Dynen.

“Tøjet, der skal anvendes til Dyner, må naturligvis først og fremmest være så tætte og faste, at de kan holde Fjer og Dun; de Stoffer, som særligt egner sig hertil kaldes Olmerdug og Bolster. Forskellen mellem dem defineres gerne således, at Olmerdug er Overdynetøj, hyppigst vævet af uld slået på hør, og Bolster er underdynetøj, der gerne er helt af Linnedgarn; men Bindingerne svarer iøvrigt sammen, og den, der bruges mest er Femskaftsatin.

Til Bolster væver man således,at Trenden dækker Skuddet helt, hvorfor man taler om Trendsatin, og lader en eventuel Afstribning falde efter Tøjets Længderetning. Ved Olmerdug lægges striberne paa tværs, idet Skuddet dækker
Kæden helt og Vævningen kaldes Skudsatin. Ad direkte Vej får vi ingen Oplysninger om hvilken Vævening, der tidligst er anvendt til Dynevaar. Sagalitteraturen fortæller ganske vist både om Dyner med Fjer og med Dun og bruger også Ordet Bolster, men det giver ikke tilstrækkelig Klarhed om Vævningens Art; her må Opmærksomheden ganske naturligt samle sig om den enkelte

Vævemåden, som var kendt i tiden, og som må formenes at være i Stand til at præstere et stykke tøj, der var tæt.”

I min research af de tekstiler som jeg har samlet på gennem mange år, faldt jeg en dag over en svensk bog der var med til at sætte gang i en trend i 1970-erne. “Bolstervars Randningar” på dansk (stribede bolster tøj) Bogen er et resultat af nogle kvinders research af gamle vævetraditioner. De udgav bogen efter at have fundet og prøvevævet en lang række mundtlig og skriftlige vævemønstre fra forgangne tider. Bogen indeholder foruden et historisk tilbageblik 120 mønstre, alle i bolster vævning. Denne bog har været en stor inspiration for de svenske kvinder der vævede i 70’erne og som har vævet størstedelen af de tekstiler jeg arbejder med. Det er tydeligt at se i farvevalgene der afspejler tidens trend fra tresserne og halvfjersernes.

Gennem mit projekt åbner der sig hele tiden nye døre. Jeg har fået viden om de forskellige materialer der er brugt i tekstilerne. På en af de første markeder jeg deltog i, var der en syerske, som pegede på to ens gule puder og sagde til mig; “er de to puder ikke lidt for billige? – Det er jo silke.“

Jeg havde godt nok undret mig over stoffets blødhed, men det var ikke faldet mig ind, at en kvinde på landet i Sverige havde brugt silke. Siden har jeg fundet flere tekstiler af silke i min samling. Forskellige væveteknikker og mønstre dukker også op. Og vævekyndige kvinder har beriget mig med vævefaglige termer.

En af de største glæder for mig ved projektet er, at jeg i min produktion af puder formidler en kvindelig kulturarv. Fortællingen om pudernes oprindelse har en lige så stor betydning for mine kunder som selve produktet. Som en kunde en dag sagde til mig, det du producere og sælger er Skandinaviens Marocco puder.