Jeg hedder Edda Urup og er indehaver af UNIKABYEDDA samt pudemager og fotograf.
UNIKABYEDDA er en lille produktion af håndvævede puder der viderebringer en kvindelig kulturarv. I Sverige har jeg gennem 30 år fundet og opkøbt vidunderlige håndvævede tekstiler af hør og bomuld, med striber og i flotte farver. Stofstykkerne, som er vævet fra ca. 1950 til 2000, har jeg syet til puder i forskellige størrelser. Tekstilerne er alle vævet i bolster tradition der går tilbage til 1650.
Jeg fik ideen til at sy puder af de bæredygtige tekstiler jeg over tid havde fundet i Sverige, under corona nedlukningen. Det slog mig, at tekstilerne – som egentlig var tiltænkt som bordløbere – kunne blive tilbageført til det, de historisk og oprindeligt kom fra. Nemlig puder.
Jeg startede med at sælge puderne på diverse markeder, men nu sælger jeg dem både gennem min webshop, på markeder m.m.
Den kvindelige kulturarv og vævekultur
Når jeg sælger UNIKABYEDDA puder, formidler jeg fortællingen om en kvindelig kulturarv, så vel som en pude af bæredygtige tekstiler. Formidlingen af den kulturhistoriske fortælling, materialet og vævningen er en stor del af selve produktet.
Denne specifikke vævekultur havde et stort opsving fra 1960 og frem til 2000. Jeg har en ide om, at opblomstringen af håndvævede løbere der finder sted i 1970-erne og derefter, især skyldes en bog, der blev udgivet i 1975. “Bolstervars Ranningar och andra 1800- talsmönster från Aska i Östergøtland”. Denne bog formidler 120 væve opskrifter baseret på mundtlige overleveringer, skriftlige kilder og prøvevævninger af ældre textiler. Er min antagelse rigtig? Det har været svært at finde yderligere informationer, muligvis fordi tradition for håndvævede løbere endnu ikke er gammel nok til at blive værdsat i Sverige. Der findes få eksempler i de digitale svenske tekstilarkiver fra den sidste halvdel af 1900.
Jeg mener min produktion kan inspirere til bæredygtig nytænkning i forhold til en næsten uddød vævetradition.
Min baggrund
Med en baggrund som filmklipper og filminstruktør, holder jeg af det kreative og æstetiske.
Jeg er vokset op i Holte i en magisk have, og mine forældre var begge billedkunstnere. De lærte mig at se og udtrykke min fantasi visuelt. Som teenager blev jeg interesseret i film og arbejdede i Reprisen i Holte. Jeg gik på en film og foto skole i London og blev der i 6 år. Tilbage i Danmark arbejdede jeg i filmbranchen og for DR primært som filmklipper, men også som filminstruktør. Jeg var film og klippelærer på Den Danske Filmskole i 6 år. Via mit professionelle virke i filmbranchen har jeg lært at udtrykke mig i fortællinger som er en vigtig del af alt hvad jeg beskæftiger mig med.
Fotografi
Siden 2019 har jeg udtrykt mig gennem fotografi. Naturen er en uendelig kilde til inspiration. Jeg forsøger at tage billeder, der fanger naturens mangfoldighed, udtrykker drama, magisk dybde, enkelhed og de detaljer, de fleste ikke ser. Mine motiver er ofte relateret til vand, lys og farve. Jeg printer selv mine fotografier i A4 format og indrammer dem med passepartout i glas og egetræsrammer. Du kan finde mine fotografier her: eddaurup.dk / instagram: @eddaurup